Bop

Bop stod i hullet med sin Ruger Black Hawk og bragede den ene .357 magnum af efter den anden, 25 meter ned over det lerede sand under de sønderskudte blændere, mod det forsvarsløse pap, der var opsat på den hvide flamingoplade foran sikkerhedsvolden.

Hans hår var gråt, skægget næsten hvidt, brillerne kun en anelse tyndere end hinkesten og ørerne snart kun til pynt – men en entusiastisk skytte var han. Han var så koncentreret, at han ikke lagde mærke til at der bag hans ryg blev lagt planer for ham. Foreningen manglede én skytte for at kunne opstille et hold. Foreningsformanden lagde derfor, i samråd med formanden for foreningen, planer for hvordan det kunne lade sig gøre at få Bop til at stille op.

Foreningsformanden henvendte sig til Bops ryg. Ingen reaktion, men et let slag på Bops skulder fik ham til at vende hestehalen den anden vej:

– Hva’?

– Bop, kunne du ikke gøre foreningen en kæmpe tjeneste?

– Hva’?

– Vi skal stille et hold til mesterskabet på søndag.

– Hva’?

– Vi skal stille et hold.

– Hva’?

– Ka’ du ikke lige tage høreværnet af!

– Hva’?

Foreningsformanden pegede på sit høreværn, der var flyttet væk fra ørerne.

– Ja, du ka’ vel se at jeg har høreværn på, det skal man jo ha’ ikke?

– Ja, og ta’ dem så af.

– Er der ikke andre der skyder?

– Du kan jo se at jeg har ikke mine på, og for dig betyder det vel ikke noget når andre skyder. Det er kun dig, der er i stand til at efterligne en dysekanon, og så i et rum der er mindre end en stor lejlighed.

– Jeg er ikke færdig med at skyde!

– Nej, det er netop det jeg vil be’ dig om.

– Hva’?

– Vil du gøre noget for foreningen?

– Hvad?

– Nå, det kunne du godt høre. Altså være med på det hold vi skal stille til mesterskabet på søndag?

– Er det ikke kun mig der skyder .357 magnum?

– Vi skal skyde 15m luftpistol.

– 15m stumppistol?

– Jaaeeøh.

– Sådan en har jeg ikke.

– Det har klubben.

– Stumppistol? Jeg synes du sagde luftpistol.

– Ja, det gjorde jeg vist, men det vil du godt alligevel, ikke?

– Luft, hvad har du tænkt dig? Efterhånden som jeg er blevet mere og mere døv, har jeg været nødt til at skyde større og større caliber for at høre når jeg skyder, og så kommer du og spør’ mig om luft. Man kan jo slet ikke høre skuddet.

– Det ordner sig.

– Jeg skal jo også kunne mærke når jeg skyder, tænk på følelsen af rekylen.

– Det ordner sig.

– OK, men det gentager sig ikke, hvis det ikke ordner sig.

– På foreningens ære.

– Formanden lod Bop knalde videre og bad de andre fra holdet følge med udenfor.

– Ejgil, du sætter båndoptageren til Bops høreværn, med optagelsen af prinsesalutten fra Holmen – og Finn, når du kan se Bop krumme fingeren på aftrækkeren og Bop tror han skyder, losser du ham så hård i røven at hestehalen hænger ned fra panden. Han skal vinde mesterskabet i knald og rekyl.

Udgivet i Set gennem skydebriller

Skriv et svar