Vedtægter for SF49

Vi tager forbehold for fejl. Hvis trykt eksemplar ønskes skal der tages kontakt til formanden.

§ 1 Foreningens navn er “Skytteforeningen af 1949” og foreningen er stiftet den 7. december, 1949 på Frederiksberg Hjemmeværnsgård under navnet Hjemmeværns Skydeselskabet af 1949.
Navnet er ændret til det nuværende ved revisionen af vedtægterne den 28. marts, 1972.
Foreningens hjemsted er Københavns kommune.
§ 2 Foreningens formål er at dyrke skydning som idræt.
§ 3 Foreningen er medlem af Landsdelsforeningen DDS-Storkøbenhavn og er derved tilknyttet De Danske Skytteforeninger.
Foreningens vedtægter må ikke stride mod disse organisationers vedtægter.
§ 4 Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet, eller om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegning overfor et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag, ikke bør være meddelt tilladelse til et våben.
§ 5 Som medlem kan børn og voksne optages, når de vedkender sig foreningens vedtægter. En betingelse for at være eller blive optaget som medlem i foreningen er, at ingen personlige forhold vil medføre at Politiet vil nægte pågældende tilladelse til våbenpåtegning.
§ 6 Udmeldelse skal foregå skriftligt til formanden, således at udmeldelsen er effektiv ved udgangen af den kontingentperiode medlemmet er i. Medlemmer, der er i kontingentrestance, vil blive slettet når restancen overstiger et år. Et medlem kan således ikke skylde kontingent for mere end et år, og kan ikke ved genindmeldelse, kræves for mere end dette kontingent. Før eventuel slettelse, skal medlemmet mindst to gange være rykket for det skyldige kontingent.
§ 7 Bestyrelsen kan udelukke/ekskludere et medlem når omstændighederne gør det nødvendigt. Det udelukkede medlem kan anke udelukkelsen ved den førstkommende generalforsamling. Denne ret til anke gælder dog ikke for medlemmer der er ekskluderede. Eksklusionsgrund er: En sådan overtrædelse af våbenloven at Politiet vil inddrage våbenpåtegning for den pågældende. Alvorlige brud på sikkerhedsbestemmelserne samt kriminelle forhold. Eksklusion af et medlem skal indberettes til organisationerne.
§ 8 Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af en formand, der tegner foreningen, og mindst fire bestyrelsesmedlemmer. Så vidt det er muligt skal bestyrelsesmedlemmerne vælges med ligelig repræsentation af pistolskytter og gevær-/riffelskytter. Er dette ikke muligt, er bestyrelsen forpligtet til at fordele posterne i bestyrelsen således at begge afdelinger tilgodeses og det daglige arbejde i afdelingerne varetages efter behov. Formanden vælges på lige årstal og kassereren vælges på ulige årstal. Den øvrige bestyrelse vælges for to år således at halvdelen er på valg hvert år. Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem, der er fyldt atten år og har været medlem af foreningen i et år. Det daglige arbejde i afdelingerne forestås af et skydeudvalg.
Bestyrelsen kan nedsætte de udvalg den finder fornødent. Udvalgenes medlemmer behøver ikke at være bestyrelsesmedlemmer.
§ 9 Foreningens kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.
§ 10 Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med den respektive formue. Foreningens medlemmer og bestyrelse har ikke nogen økonomisk forpligtelse ud over kontingentforpligtelsen. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Medlemmerne betaler den af bestyrelsen fastsatte dagspris for de aktiviteter medlemmerne deltager i.
§ 11 Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år inden udgangen af april måned, og indkaldes skriftligt med dagsorden, med mindst 14 dages varsel. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde mindst otte dage før generalforsamlingens afholdelse. Stemmeret har medlemmer der er eller fylder femten år, det år generalforsamlingen afholdes. Er et medlem i restance med kontingent eller andre ydelser til foreningen, har medlemmet ikke stemmeret og er ikke valgbar til bestyrelsen, medmindre det kan påvises, at det er foreningens skyld at medlemmet er i restance. På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal. Dog kræves der til ændring af disse vedtægter mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for ændringsforslaget. Tilføjelser eller ændringer af vedtægter, der er bestemt ved landets lovgivning eller organisationernes krav, foretages umiddelbart og er således friholdt fra denne paragrafs bestemmelser. Ved afstemning på generalforsamlingen skal der, såfremt et medlem ønsker det, foretages skriftlig afstemning.
Der føres protokol over vedtagne beslutninger.
§ 12 På den ordinære generalforsamling behandles følgende:

  • Valg af dirigent.
  • Aflæggelse af beretning.
  • Forelæggelse af det reviderede regnskab.
  • Behandling af indkomne forslag.
  • Fastsættelse af kontingent.
  • Valg af:
    • Formand
    • Kasserer
    • Bestyrelsesmedlem(mer)
    • Suppleant(er)
    • Revisorer
    • Revisorsuppleant(er)
  • Eventuelt – under dette punkt kan ingen beslutning vedtages.
§ 13 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes når et flertal af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/4 af foreningens medlemmer stiller skriftlig krav om det. I begge tilfælde skal der angives dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter at krav herom er fremsat, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.
§ 14 Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb/salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
§ 15 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer sig selv. Vedtagelser i bestyrelsen sker ved almindeligt flertal. Der føres protokol over vedtagne beslutninger, og protokollen underskrives af bestyrelsen, senest på næste møde.
§ 16 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret og senest den 31/3 afgiver bestyrelsen regnskab til revisorerne.
§ 17 Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af de stemmeberettigede deltagere, i to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger har stemt herfor (se indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling). Ved foreningsophør tilfalder foreningens formue ungdomsarbejdet i Regionsforeningen.
Samtidig skal den til Regionsforeningen aflevere samtlige herfra modtagne ejendele, samt for D.D.S. Skyttegruppen kartoteker over registreringspligtige våben.
Denne afleveringspligt til Regionsforeningen undtagen formuen gælder også ved udmeldelse af D.D.S.