Pistoljagt i landskabet

regn-111. oktober, 2014. En dato der bør huskes. Ikke fordi der skete noget, der burde have ramt forsiderne af alverdens aviser, men fordi det var dagen hvor en gruppe af Danmarks mere eller mindre skydegale befolkning mødtes med pistoler i alle mulige fabrikater og kalibre, for at bevæge sig rundt i naturen og jage fiktive, ikke fredede mål i et afspærret terræn.

Vejrudsigten have lovet det ville blive bygevejr, men hvem kan tage DMI alvorligt? Deres forudsigelser rammer som en jæger med grå stær på begge øjne – og lidt fugt på vejen og en regnjakke i tasken, så var man var vel forberedt på hvad der end kunne ske.

Det afspærrede område var et hul i landskabet hvor der tidligere havde været skov, men hvor der var fundet sand i undergrunden – og da Mærsk ikke mente der var undulater nok i Danmark til at udvinde undergrunden til undulatbursplastikposesand, blev sandet solgt til værdigt trængende, velhavende entreprenører og andre der mente, at Dansk Sand måske A/S er nemmere at få på bilen end Sahara Sand Langt Væk.

Arrangørerne af denne jagt på farvede, faconskårede papfigurer limet på ikke-vandfast, 3,5mm hård masonit, havde inddelt deltagerne i grupper på seks mand – dem var der så ikke mange af.

vandpistolDMI’s forudsigelser om bygevejr blev atter engang gjort til skamme. En eller anden havde prøveskudt sit våben og ramt en sky, hvorved der var opstået et skybrud.

Jeg overvejede at tilføre mit outfit snorkel, svømmebriller og iltflaske, men var overbevist om at skydebriller i størrelse “full face” og med indbyggede gæller ville blive regnet for usportslig optræden.

Den gruppe, som jeg var deltager i, blev så kaldt ud for at starte med en indskydning. Det var tidligt i jagten så de sortfarvede, figurformede papstykker pålimet en ikke-vandfast, 3,5mm masonitplade, kunne stadig fastholde de plastre, der påsattes af jagtens deltagere.

Vi forlod første station, og da der ikke kørte tog måtte vi sadle op på de, til lejligheden manglende, søheste – og ride ned mod udgravningens bund.

Her viste elementerne hvad de kunne, uden hjælp fra hverken højere magter eller ham nede. De ikke-vandfaste 3,5mm masonitplader begyndte at bukke under for overmagten. I hvert fald bukke. Vi skiftede pladser og da der var dømt markering ankom overmagtens overmagt med batteridrevet overmagt. De faldende mål blev sænket til en mere vandfast position og der blev drevet nye rustfri torxskruer i de ikke-vandfaste, 3,5mm masonitplader.

Gruppen fortsatte fra station til station – og heldigt for os havde vi en ekspert i “fra station til station”-turen med rundt,  så efter både at have stået, knælet og ligget på stationerne kom vi sikkert tilbage til den overdækkede oase, hvor man for rimelige penge kunne købe boller, wienerbrød, vand på flaske og kaffe lavet af medbragt vand.

Et hul i køreplanen bevirkede, at vi straks blev kaldt ud i vejret, som ikke havde ændret sig. Det var stadig DMI’s permanente byger.

Vi hjalp hinanden til en hurtig udgang ved at drikke kaffen i det plastikkrus, der stod nærmest og begynde en gentagelse af rundturen. De ikke-vandfaste, 3,5mm masonitmål viste sig nu fra en, for jagtresultatet, mere positiv side. Plastrene som, p.g.a. mangel på sygeplejersker, ikke sad fast som de skulle, faldt af og fremkaldte de huller der var, men som ikke burde være der.

De selvklæbende plastre klæbede ikke på de farvede papfigurer på det ikke-vandfaste, 3,5mm masonitmål. Kun til vandet. De gule, grønne og sorte plastre vidste åbenbart hvad de havde i vente, så de klæbede til plasterrullen med vandfast lim.

undervandsskydningVi nåede frem til anden rundes sidste station, hvorefter der blev dømt endestation.

Sidste runde overlod vi til Frømandskorpset. De kan iklæde sig gummihud. Jeg var våd ind til knoglerne, min hud lignede bad i fire dage og mit tøj er først tørt til foråret, når terrænet i Danmark atter skal udsættes for støj, huller og blyforurening.

Udgivet i Set gennem skydebriller

Skriv et svar