GULDGRAVEREN

Første gang jeg så ham var en aften i begyndelsen af vinteren, men midt på ugen. Jeg havde besluttet mig for at der skulle ske noget i den tilværelse der var begyndt at blive som et lommeur, rundt og rundt i konstant mørke uden at blive vækket hver time af slag.

Nye græsgange, nyt indhold der skulle bare ske noget. Jeg gik rundt i underjordiske gange indtil jeg fandt lys og en gruppe ældre mennesker der så ud til blot at vente. Jeg satte mig også ned og begyndte at vente.

Han kom glad, smilende og utrolig venlig ind satte sig ved samme bord og “gav mig et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til.” Det blev starten på en endeløs række af “ske noget.”

Efter nogle måneder blev det tid til at komme frem i lyset. Nye græsgange belagt med grus, hvor vi gik frem og tilbage fra mål til mål et par gange om ugen.

Pludselig i slutningen af en uge opdagede han at man blot behøvede at bukke sig ned så kunne store rigdomme samles op. Han var blevet ramt af feber, “guldfeber.” Uge efter uge, time efter time, gik han fra mål til mål, mens han spejdede efter det guld som blot skulle samles op fra grus eller græs.

Men det var Kalvebod og ikke Klondike, det var efterladenskaber fra “the messing link,” og ikke overskuds kroner fra Tandlægehøjskolen, så et enkelt kilo blev forvandlet fra 257.350 kr. til 19, men glæden ved at finde bliver ikke mindre, det kræver blot flere, mange flere, og større, meget større pengeskabe at opbevare gulsinget i.

Jeg finder ikke meget guld, men har fundet mig et rigtigt godt sted at være.

Udgivet i Set gennem skydebriller

Skriv et svar