Egon Olsen

Egon Olsen sad i sin lænestol og drømte om gamle tiders storhed, hvor han var den store stjerne, der år efter år udførte århundredes kup, næsten. Fjernsynets infokanal kørte på tredje time uden at én eneste information nåede bare i nærheden af lænestolen. Udenfor var novemberlyset slukket og en tåge, så tyk som andendags-ærtesuppe, henlagde Egons hus i udvendigt totalmørke.

Tre mørke skikkelser listede rundt om huset mens de spejdede ind af vinduerne. Så lød en rusten stemme fra et næsten nedrullet vindue:

– Det er her, jeg kan genkende den gamle idiot. Han sidder og sover med en udgået, halv cigar.

De tre mørkemænd gik hen til hoveddøren og trykkede på ringklokken.

Ikke en lyd.

Atter blev ringklokken trykket i bund i 30 sekunder.

Ikke en lyd.

– Satans, vi bliver nødt til at sparke døren ind.

Huset var noget ældre end Egon – og endnu mindre velholdt, så et enkelt velrettet spark fik døren til at synke i knæ.

egunLyden fra den knælende dør nåede Egons forkalkede trommehinder som en sprængning fra en eksploderende tømmerhandel, men bevægede sig så med værdig langsomhed frem til Egons fatteevne. Med en hastighed, der var en gangbesværet snegl i rullestol, åbnede Egon Olsen først det venstre og noget senere det højre øje.

Foran ham stod tre læderbetrukne mænd iklædt motorcykelhjelme med nedslåede visir.

– Så, din gamle idiot, nu er det tid til at komme frem til fortiden. Vi er dine nye, dine bedste og dine sidste bankrådgivere og er her for at lette dig for dine planer om hvor du skal placere dine økonomiske byrder.

– Hva’?

– Jeg sagde, vi er her for at hjælpe dig, så du slipper for at slæbe alt det tunge guld med på plejehjemmet.

– Hva’?

– Åhr, din gamle idiot. Se så at komme afsted ind til Franz Jäger, ikke i Berlin, men i soveværelset.

Egon rejste sig på sine alt for gamle ben og stavrede gennem entreen, hvor en gammel gummihandske og et stetoskop på hans egen alder, fik ham ind i soveværelset på en tid fra gamle dage.

Gemt i et gammelt klædeskab stod pengeskabet,

FranzJager

Egon fandt sine nøgler i lommen, tog dem op og følte sig lettet så meget, at tankerne kunne nå helt frem til handling. Han satte nøglen i låsen, drejede den to gange rundt og trykkede håndtaget ned, hvorefter døren knirkende gled 12 ½ cm op.

– Jeg kan ikke åbne skabet mere end det.

– Det er også nok til, at du kan få dine stive, knoglede fingre ind og fjerne din alt for store guldrandede aldersrente. Kom i gang. Vi skulle gerne være færdige inden du og skabet bliver flyttet til plejehjemmet.

Egon stak hånden ind, fik fat i det dyre metal, trak med besvær hånden ud igen gennem den snævre åbning og vendte sig mod de nedslåede visirer. En Smith & Wesson-revolver, model 686, pegede i de sortklædtes retning.
– Det er mig en sand fornøjelse at se, at de herrer hængerøve ikke lader sig stoppe af en låst dør, selvom den kunne være åbnet noget mere elegant. Det overrasker mig også, at de herrer ikke gav sig tid til at læse navneskiltet på døren inden den sank i knæ, men de herrer hundehoveder kan måske slet ikke læse. Der står Egon Olsen, selvom der burde ha’ stået E gun Olsen.

egun2– Jeg vandt for ikke så længe siden, en medalje ved de nationale mesterskaber i sekundskydning, hvor jeg på 25meters afstand og på mindre end fem sekunder placerede fem 124 grains blyklumper på fem forskellige skiver, på størrelse med de herrers hundehoveder, så jeg kan uden tvivl gentage successen, nu da de herrers hængerøve er mindre end 2 meter væk.

– Vi, øh!

– Næsten rigtigt svaret. I har slet ikke tid til at blive, men når I har rejst den knælende dør, så den, stående, kan lukkes bag jer og værktøjet er lagt på plads i jordemortasken, vil vi fortsætte vores afbrudte nattero, jeg i lænestolen og Mr. Smith og Mr. Wesson sammen med Franz Jäger, ikke i Berlin, men i soveværelset.

Udgivet i Set gennem skydebriller

Skriv et svar