BRIAN

DGI_2Brian var ikke Georg Gearløs’ Lille Hjælper, det iderige lys, faktisk var han slet ikke noget lys.

Hvem kunne også være et kreativt geni når man kun havde tre interesser i livet, tobak, bajere og arbejdsløshed. Arbejdsløsheden måtte for ham gerne, meget gerne, blive permanent.

Søndag en dag man ikke kunne nyde på samme måde som en hverdag, alle andre var heller ikke på arbejde.

Brian tændte for fladskærmen. Skiskydning, toppen af tåbelighed.
Spænde brædder under fødderne, mase sig vej gennem blæst, sne og kulde blot for at flytte 2,59 gram bly 50 meter. At man så skulle gøre det 20 gange gjorde det hverken mere fornuftigt eller mindre anstrengende.

Brian åbnede endnu en flaske hvis indhold var fremstillet af det verdensberømte firma Carl S. Berg, satte flasken for munden og inhalerede endnu en tørst skumslukker.

Brians kendskab til præmier ved sportsstævner bestod i guld, sølv og bronze. Som sikker vinder af 1. pladsen i lænestolen, hvem ville så ikke præmiere sig selv med guld, flydende og måske sort.

Efter at have vundet biathlon, nu var det ved at være svært at udtale, konkurrencen flere gange og det selvom kun halvdelen af de øvrige deltagere var færdige var det tid til mere guld, ikke om halsen, men i halsen.

Den sidste fladskærmsdeltager var færdig, men Brian havde endnu nogle 1. pladser der skulle fejres og nu var det tid til at vise det ikke var bagerens tørre medaljer alt sammen.
Han fik tændt computeren, nu skulle der købes våben.

Lautitz.com, ja men kun mod gyldig tilladelse.

Hvem fanden har brug for en riffel uanset caliber i en 2-værelses lejlighed på 4. sal og så larmer sådan en sikkert som et tordenvejr inden for bygrænsen.

Luftriffel på 3,5 meters afstand, selv en blind ville kunne ramme en plet på størrelse med et knappenålshoved, så en kort riffel, altså en pistol, men hvilken.

Det skal være en der ligner noget den ikke er, en pistol der kan nedlægge en elefant.

Det skal være en der ikke tømmer den i forvejen tomme bankbog.

Det skal være en der kan ligge i postkassen inden næste søndag.

Ind på nettet.

En lystfisker i Hvide Sande sendte luftwaffe tværs over Danmark så Brian kunne skyde om kap med atleterne i sne og slud, bare han ikke selv skulle ud.

Det holdt i 14 dage så var kæmpeafstanden på 350 cm krøbet til 3,5 meter og det begyndte at knibe med stoltheden over at kunne ramme en papskive på 14 x 14 cm.

Ind på nettet.
En forening i DGI-byen så lovende ud med skydebaner til luftpistol på 10 meter.

Brian havde store problemer med at vente, foreningens mødetid var kl.: 18:00, men ifølge Brians logik måtte det være sådan, at kom han tidligere, kom de også tidligere.

Brian lagde Weihrauch Silver Star og 500 hagl i en sikker taske og tog afsted i så god tid, at både snestorm, togafsporing og en busstrejke ikke ville ha’ forhindret ham i at nå frem til tiden.

Den 15. december 2010 var der hverken snestorm, togafsporing eller busstrejke så Brian nåede frem til DGI-byen i god tid, faktisk meget god tid. Foreningens medlemmer havde åbenbart ikke forstået, at de skulle være kommet, før de skulle være kommet, for nu var Brian kommet.

En ældre mand, vi kan jo kalde ham for Flemming, så spørgende op fra sin avis på Brian.

Brian fortalte hvad hans ærinde var. Flemming løftede armen og strakte en pegefinger lige mod Brians mave.

DGI_1– Der, lige bag dig er en du kan tale med.

Brian vendte sig og blev ramt af SF49

Udgivet i Set gennem skydebriller

Skriv et svar